tirsdag den 22. oktober 2013

BEING THE WEIRD KID IN SCHOOL


Hej kære læsere!
Nu er det noget tid siden, at jeg sidst skrev et lidt længere indlæg, så jeg tænkte at det var på tide med sådan et. Denne gang vil det handle om at være den "underlige" i folkeskolen.

Som barn var jeg meget stille og tegnede rigtig meget. Jeg gik ikke i børnehave, men i noget blev kaldt for en "lege stue", hvor at vores mødre skiftedes til at være de voksne, der skulle "passe os". Jeg var bange for de andre børn og ville hellere sidde sammen med de voksne. Jeg var meget nervøs og bange for alting! Derfor havde jeg rigtig svært ved at starte i skole, og være sammen med andre børn det meste af dagen. Jeg ville hellere sidde for mig selv og tegne. Jeg var ret god til at tegne, i forhold til de andre i klassen og det endte med at jeg tegnede tegninger til dem. På den måde blev jeg en del af flokken og blev accepteret. Jeg begyndte også at få veninder, og blev inviteret med i legene, men følte mig stadig mest tryg alene.

I omkring 4-5. klasse stak jeg meget udenfor. Jeg var den højeste i klassen, meget ranglet og så spillede jeg trompet i den lokale garde... hvilket ikke var specielt "smart", som fx. gymnastik og fodbold. Men jeg elskede det og jeg var oveni købet ret god. Men det er også i 4-5.klasse at, specielt piger, bliver lidt pre-teenagere og bruger meget tid på holde hinanden udenfor og komme med spydige bemærkninger. Jeg var ikke specielt selvsikker og jeg kan huske en bestemt situation, hvor at jeg var til sodavands-diskotek og jeg havde taget mit yndlingstøj, som bla. var en hæklet bluse (købt i københavn), og at skolens mest populære piger får øje på mig, og en af dem hånligt råber: "Er det din mormor der har strikket din bluse?" (ikke at jeg har et problem med min søde mormors strik... men hjemmesyet/strikket tøj var virkelig no-go på min skole dengang) og derefter brød alle pigerne sammen af grin. Jeg har hørt mange af den slags kommentarer igennem min skoletid og det hjalp bestemt ikke på mit selvværd. Jeg følte mig meget underlig, forkert og grim. Jeg skulle tit høre for at jeg var underlig, og at jeg gjorde underlige ting. 

Ikke nok med at jeg var underlig, høj og tynd, så var jeg også en af de piger der kom først i puberteten og fik først bryster. De andre piger drillede mig med at jeg havde bryster. Jeg kan huske at jeg ønskede at mine bryster ville forsvinde, fordi jeg bare gerne ville være ligesom alle de andre piger, som ikke havde fået bryster endnu. Jeg ville bare gerne passe ind. 

Så var der det med drenge og kærester. Alle de populære piger og  drenge var kærester med hinanden. Så var der mig, der var der var den akavede pige, som så fik en kæreste i 7. klasse, men jeg måtte ikke sige det til nogen, for han ville ikke have at nogle andre skulle vide det. Det holdt heller ikke. 

Så startede jeg i 8. klasse, efter at vores årgang gik fra 3 7.klasser, til 2 8.klasser. Det betød af der blev lavet to helt nye klasser og dermed også nye klassekammerater. Jeg begyndte at klinge ret godt med specielt 2 piger og det gav mig en hvis ro til at være mig selv. Jeg begyndte at gå mere op i mit udseende og mere op i min stil. Jeg var specielt meget inspireret af "scene kids", med spraglet tøj, tylskørt, vildt hår og masser af sort eyeliner (se evt. billedet øverst). Jeg hørte Nirvana og var en fan. 
I slutningen af 8. klasse og starten af 9. fandt jeg ud af at jeg havde fingeren på pulsen angående mode. Jeg så at de ting jeg synes var fede, kom på mode og jeg snakker ikke om lille-landsby-teenage-mode men rigtig mode i modemagasiner.  Pludseligt begyndte folk at give mig komplimenter og jeg fik følelsen af at det var "ok" at være mig (ihvertfald mere end de tidligere år). Jeg fik dog også stadig negative kommentarer, som gjorde mig ked af det.. men jeg lod dem ikke ødelægge mig på samme måde som før. Jeg begyndte at eksperimentere med fotografi og blev venner med nogle andre "alternative" teenagere, som var lidt ældre end mig. Jeg eksperimentede med min makeup, mit tøj og mine fotografier. Når jeg var ked af det, så plejede jeg at tage selvportrætter og så bruge tid på at redigere dem og lægge dem på nettet. I 9.klasse fik jeg også en kæreste der accepterede mig, lige meget hvor underlig jeg var.

Men så skete der noget der slog benene væk under mig. Jeg begyndte at få angst og blive depressiv, hvilket betød at jeg ikke kom så tit i skole. Det gjorde at der kom en masse "mystik" omkring hvorfor jeg mon ikke var i skole og når jeg så endelig kom i skole, blev jeg mødt med en eller andet negativ kommentar om hvorfor jeg aldrig var i skole osv osv. Det gjorde så at jeg isolerede mig og ikke kom i skole overhovedet. Det betød så også at jeg ikke så de venner jeg havde i og udenfor klassen.I slutningen af 9.klasse fik jeg det så lidt bedre og jeg afsluttede året med sjov, ballade, fester og med en masse venner. Jeg turde være mig selv og jeg fandt ud af at jeg var mere en bare "ok", jeg var mig, jeg var Karoline!

Hvad lærte jeg så af alt det her? Jo, at man skal holde fast i hvem man er og hvad man står for! Jeg gik jo stadig med den strikkede trøje, jeg prøvede stadig på at komme i skole, jeg malede mig stadig sort om øjnene selvom folk sagde at jeg lignede et lig. Fuck hvad andre synes og gør hvad du har lyst til! For hvis du gør alt det, andre synes du skal gøre, istedet for hvad du selv føler for, så mister du dig selv. Vær dig selv og gør det med stil. 
Din stil.

Love