fredag den 26. juli 2013

FIGHTING DARK FORCES





Disse 3 billeder er fra en billedserie af 6 billeder, som jeg tog i 2010. Det var et til et projekt på min gamle produktionsskole AFUK (akademiet for utæmmet kreativitet). Jeg gik på linjen 'atelieret' og nogle uger før vi skulle holde åbenthus, fik vi den opgave at vi skulle lave noget (foto, film, callage, installation etc.) ud fra overskriften "Livet er et cirkus". Jeg var lost. Dagene gik og jeg brainstormede som en gal. Jeg kunne bare ikke finde ud af hvad jeg ville lave. Jeg vidste dog at jeg ville lave  et eller flere fotografier. Det ville være for nemt og åbentlyst at fx. tage nogle billeder af en klædt ud som klovn - jeg ville lave noget der fik folk til at tænke. Jeg arbejdede videre på overskriften. Livet er et cirkus, men et cirkus af hvad? Følelser. Dér var det. Livet er et cirkus af følelser!

Jeg tror at grunden til at jeg valgte netop lige af tilføje "af følelser" til overskriften, var at jeg på det tidspunkt havde det rigtig skidt. Psykisk. Siden jeg var 14 år, har jeg snakket med læger, psykologer, spist medicin og forsøgt at få min hverdag til at fungere. Kæmpede med massive angstanfald og tanker om at jeg ikke var god nok, at mit kreative arbejde ikke var godt nok.. at alt jeg gjorde ikke var godt nok. Jeg var ærligt talt min egen største fjende og egentlig er jeg det nok stadig.

Jeg var så angst at jeg ikke kunne tage i skole og sad derfor derhjemme og arbejdede på mit projekt. Jeg fandt frem til at jeg ville tage et par portrætter, der hver skulle visualisere en følelse. Jeg fik også taget et par portrætter, men når jeg gik billederne igennem, følte jeg ikke at billederne var ægte nok. Det manglede ligesom noget. 
Jeg blev frustreret og det led til selvbebrejdelser, som så led til flere angstanfald. En ond cirkel. Jeg droppede mit projekt om portrætterne og følte mig helt nede. Jeg skulle jo udstille noget... men hvad? Og så kom det til mig. Livet er et cirkus af følelser... ligesom mine angstanfald. Jeg ville tage billeder af mine angstanfald og dermed få billeder af ægte følelser. 
Men hvordan skulle det planlægges? For at billederne skulle være ægte, skulle de tages når jeg havde et angstanfald og ikke bare fakes. Jeg brugte mit værelse som location, flyttede alle mine møbler ned i den anden ende af værelset, så jeg havde et bart hjørne at arbejde med. Jeg fandt et stativ frem, mit kamera og en lampe. Kameraet blev indstillet på selvudløser og så begyndte jeg ellers at gøre mig klar til at tage billederne. Både mentalt og fysisk. Nu var det nu. For at kunne tage billederne, måtte jeg presse mig selv til at få et angstanfald. Det lyder måske voldsomt, men det var nødvendigt for at få de rigtige billeder.

 Så kom det.
 Mine muskler begyndte at krampe sig sammen og tårene pressede sig på. Jeg fik med slæbt min krop ind foran kameraet, trykket på udløseren og blev ved indtil kortet var fuldt. Det var hårdt, men jeg var sikker på at det var det værd. Dagene efter udvalgte jeg mig 6 billeder, fik redigeret dem, printet dem ud, sat dem i ramme og hængt dem op på væggen, på skolen. Jeg var tilfreds med mine billeder, men havde aller mest lyst til bare at flå billederne ned fra væggen og så tage hjem. Var virkelig bange for hvad folk mon ville tænke. Det var jo mig selv jeg udstillede og endda fotograferet når jeg var aller mest sårbar. Billedserien fik med vilje ingen titel. Jeg ville have at folk selv skulle tænke over, hvad billederne forestillede og hvad der var meningen med det. Da dørene blev åbnet og de første gæster kom ind på skolen, gemte jeg mig lidt, da jeg synes det var totalt angst provokerende  Men samtidig, vidste jeg at det var nødvendigt FOR MIG, at vise den side af mig selv og at der måske endda var nogle der kunne relatere til det. Hvis bare der var Èn der fik noget ud af, at se mine billeder, så var/er jeg glad. Klokken blev mange og de sidste gæster gik hjem. Udstillingen var overstået. 

Et år senere, efter at have været ude og rejse, starter jeg igen på AFUK. En af de første dage kommer en pige hen til mig, og spørger om jeg havde taget de 6 billeder, til åbenhus sidste år. Jeg svarede ja og fortalte hende at de blev taget under et af mine angstanfald. Tænk at hun huskede dem og endda synes at de var fede. yes!

Men grunden til at jeg deler disse billeder og lidt at mit sinds historie, er fordi jeg har behov for at være åben omkring mig som  person. Jeg elsker mode, elsker at tage billeder, har en masse dejlige venner og en skøn familie, men jeg kæmper også med en psykisk sygdom og det har jeg gjort i over 6 år nu. Kort fortalt fik jeg diagnosen skizotypi sidste år, har været indlagt 4 gange i alt og jeg er faktisk indlagt lige nu.  Jeg ved godt at det måske er underligt at jeg skriver alt dette, når jeg som regel, kun poster billeder uden at skrive noget til dem, men jeg føler bare at I har fortjent at vide at jeg bare er et menneske og ikke et overnaturligt-fashion-glansbillede. Det betyder ikke at der vil ske de store forandringer på bloggen lige nu, men at jeg bare vil vise en mere personlig side af mig selv. Tak fordi du/i læste dette indlæg og jeg håber at du/i vil tage godt imod det.

masser af kærlighed til jer alle sammen.