I hate it

Jeg hader det.

Jeg hader at føle mig alene. Ensom. Jeg hader at føle mig ensom. Hvilket er en følelse der overskygger al positivt, der end måtte være i mit liv for tiden. Ikke at jeg ikke kan være glad, men det meste af tiden er jeg bare iført min jeg-er-glad-og-alt-er-perfekt-maske. En maske jeg har støttet mig op af siden jeg var lille. Derfor sidder det så dybt i mig, at når jeg ikke har det godt og ikke er glad, så tager jeg masken på, så ingen ser mine følelser. De bliver gemt væk inde bag masken og helt ned i maven. For, tænk nu hvis nogle så en svag side. 

Det resulterer så i, at når jeg så er alene, sidder jeg tilbage med alle følelserne i maven og med tårer løbende ned af kinderne. Masken glider af, ligeså snart jeg er alene. Det hele bliver gråt og jeg kan ikke holde ud, at være i mig selv. Jeg kan ikke nyde noget som helst, alt har mistet sin glans. Men er jeg så glad når jeg er sammen med andre? Nej. Jeg kan være glad for at at blive inviteret til en social sammenhæng, men jeg har stadig problemer med at føle glæde og føle mig som en del af det. Det er som om at der er menneskerne og så er der mig ude på sidelinjen. 

Følelsen af at være alene, når du fysisk ikke er det, dét er det værste. For du hører hvad folk siger, smiler og nikker, men egentlig er du et andet sted. Man kan febrilsk prøve at tvinge sin ensomhed ud af kroppen, ved at stille spørgsmål og være aktiv. Men ensomheden er svær at skille sig af med, når den først har bidt sig fast. 

Jeg vælger tit selv at være alene. Mest fordi jeg har svært ved at være i en social sammenhæng og samtidig føle sig fanget i ensomhedens mørke. Jeg går i panik, når jeg føler mig ensom, selvom der er mennesker omkring mig. Derfor vælger jeg ofte at være alene. Sådan har det været i mange år. 

Dét at føle sig ensom, har oftest kun noget med én selv at gøre. Ingen andre end mig selv, kan fjerne ensomheden. For i bund og grund, handler det vel egentlig om, at kunne hvile i sig selv og sit eget selskab. Dette blev et lidt tungt indlæg, men jeg følte at det var nødvendigt.

Love